Mandag morgen kl. 09.00 skete der et uheld på Hvalsøvej/Hovedvejen i Lejre, da en lastbil med en påhængsvogn fyldt med gipsplader svingede fra Hovedvejen til Hvalsøvej i Osted. Under svingningen væltede påhængsvognen, mens lastbilen blev stående.
Lasten, der vejede omkring 32 tons, gjorde bjærgningen af det væltede køretøj til en omfattende opgave. Hvalsøvej blev derfor spærret i adskillige timer, mens oprydningsarbejdet stod på.
Chaufføren, en 26-årig mand fra Nordjylland, blev kørt til tjek i ambulance, men han var heldigvis ikke kommet noget til. Politiet optog rapport og underrettede vejdirektoratet om et beskadiget vejskilt i forbindelse med uheldet.