Baggrund
I forbindelse med en større omorganisering i Lejre Kommune er stillingen som sekretariatsleder i Center for Job & Social blevet ledig. Den nuværende sekretariatsleder rykker i forbindelse med organisationsændringerne til et andet center.
Den nye organisering skal blandt andet styrke kommunens indsats på beskæftigelses- og socialområdet. Konkret betyder organisationsændringerne, at ydelsesområdet rykker ind i Center for Job og Social og beskæftigelsesindsatsen for unge under 25 år flytter til et nyt Center for Familier, Unge og Tidlig Indsats. Sekretariatet i Center for Job og Social får samtidig en vigtig opgave med at betjene begge centre.
I den forbindelse søger vi en ny sekretariatsleder, der har lyst til at spille en central rolle i opbygningen og udviklingen af et stærkt sekretariat, som understøtter både Center for Job og Social og det nye Center for Familier, Unge og Tidlig Indsats. Sekretariatslederen skal samtidig have ambitioner om at være tæt på den politiske og strategiske dagsorden og bidrage aktivt til at omsætte politiske visioner og reformer på beskæftigelses- og socialområdet til konkret værdi for borgerne i Lejre Kommune.
Sekretariatet er bemandet med 11 medarbejdere og får ansvar for betjeningen af både Center for Job & Social og det nyoprettede Center for Familier, Unge og Tidlig Indsats.
Vi søger en leder, som kan skabe overblik, sikre kvalitet i den politiske og administrative betjening og samtidig være en nærværende og tillidsfuld leder for sekretariatets medarbejdere.
Som sekretariatsleder har du ansvaret for den daglige ledelse og styring af sekretariatets opgaver og indsatser, ligesom du er projektleder og udførende konsulent af komplekse opgaver. Du evner at koble Lejre Kommunes visioner, strategier og økonomiske rammer til den daglige drift i et tæt samarbejde med sekretariatets medarbejdere.
Vi står midt i flere store og vigtige udviklingsopgaver, som du får en central rolle i. Eksempelvis er vi i gang med implementeringen af den nye beskæftigelsesreform, hvor du sammen med afdelingslederne i jobcenteret får en nøglefunktion. Derudover spiller sekretariatet en vigtig rolle i etableringen og understøttelsen af det nye Center for Familier, Unge og Tidlig Indsats
Center for Job & Social består af jobcenteret, det specialiserede voksen socialområde, Ydelse, et sekretariat og sociale tilbud.
Center for Familie, Unge & Tidlig indsats består af Familerådgivningen, Ungdommens Uddannelsesvejledning, Sundhedsplejen, Tandplejen, SSP og Ungeteamet.
Sekretariatslederens ansvarsområder og opgaverSekretariatslederen refererer til centerchefen i Center for Job og Social og indgår som en del af centrets samlede ledergruppe.
Vi har fokus på en hverdag med tæt samarbejde mellem direktion, centerchef, lederkolleger og medarbejdere. Vi er uformelle i omgangstonen, men ambitiøse og fast besluttede på at have borgere og virksomheder i centrum for vores opgaveløsning.
Som sekretariatsleder får du det samlede ansvar for ledelse og udvikling af sekretariatet. Sekretariatets grundlæggende opgave er at understøtte drift og udvikling af de to centre. Derfor er det afgørende at du er med til at sikre, at sekretariatet både løser opgaver for den enkelte afdeling, men aldrig slipper blikket for de tværgående synergier og det fælles udviklingsrum. Du bliver en central samarbejdspartner for direktion og chefgruppe og får en vigtig rolle i den politiske betjening samt koordineringen af tværgående opgaver.
Som sekretariatsleder vil dine vigtigste opgaver blandt andet omfatte:
- Ledelse og faglig sparring af sekretariatets medarbejdere
- Koordinering af tværgående udviklingsopgaver
- Projektleder og udførende konsulent på større projekter
- Understøttelse af den strategiske udvikling af de to centre
- Udarbejdelse af dagsordener, beslutningsoplæg og referater
- Understøttelse af centercheferne i Center for Job & Social samt Center for Familier, Unge og Tidlig Indsats, herunder mødeforberedelse og oplæg
- Koordinering af forskellige opgaver, herunder aktindsigtsanmodninger, ledelsestilsyn mm.
Du forventes at have følgende kvalifikationer og erfaringsgrundlag:
- Har en relevant uddannelsesbaggrund, fx akademisk
- Har viden og erfaring inden for beskæftigelsesområdet og/eller det specialiserede socialområde
- Har en stærk forståelse for tværfagligt samarbejde - både internt i sekretariatet, i hvert af de to centre samt mellem centrene i kommunen
- Kan skabe struktur og overblik i komplekse opgaver
- Kan sætte retning og skabe engagement i din afdeling
- Evner at inddrage medarbejderne og skabe fælles ejerskab om en ambitiøs, men realistisk retning
- Har gode kompetencer ift. projektledelse og strategiudvikling
- Er en stærk holdspiller og ser muligheder i tværgående samarbejde – både i centeret og på tværs af Lejre Kommune
- Har lyst til at indgå i en ledergruppe, hvor vi støtter hinanden i både drift, egen ledelsesudvikling og den samlede ledergruppes udvikling
- Kan se dig selv i Lejre Kommunes visioner, strategigrundlag og pejlemærker for samarbejdet med borgerne
- Har lyst til – og gerne erfaring med – at arbejde i en politisk styret organisation
Som person og leder er du nærværende, inddragende og ambitiøs på centerets og borgernes vegne, og du formår at kombinere dette med en god portion humor i hverdagen.
Der er gode muligheder for at udvikle både opgaveløsningen og dit eget ledelsesrum i tæt dialog med ledergruppen og centerchefen.
Vi tilbyderEn arbejdsplads med højt til loftet og rig mulighed for at sætte dit præg på både centerets og din egen arbejdsdag. Vi er en arbejdsplads hvor fleksible og tværgående arbejdsformer er en naturlig del af vores hverdag.
Du bliver leder for en velfungerende afdeling, med fagligt kompetente og dygtige medarbejdere.
Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte centerchef Kia Schou Borggaard på tlf. 2364 7703 eller kisbo@lejre.dk
Ansøgningsfrist den 26. maj 2026
Ansættelsessamtalerne finder sted i uge 23 og 24
Der indhentes referencer og gennemføres test mellem 1. og 2. runde.
Vi bruger typologi som et værktøj i vores fælles lederudvikling, og derfor vil du som en del af rekrutteringen skulle udfylde og gennemgå en Insights Discovery typologitest med vores eksterne ledelseskonsulent. Mødet vil foregå på MSTeams den 4. juni 2026 i tidsrummet kl. 8.00-10.15. Du skal ligeledes være indforstået med, at resultatet deles med ansættelsesudvalget.
Lejre Kommune er et fællesskab af 49 små byer og landsbyer. Her bor lige under 30.000 mennesker, og stadig flere kommer til. Som kommune arbejder vi for at skabe det gode liv på landet, nu og for fremtidige generationer. Det handler om at tænke naturen ind i alt, hvad vi laver. At finde løsningerne i fællesskab og fællesskaber, og at skabe frirum, hvor borgere, foreninger og virksomheder kan udfolde sig.
Vi har i alt omkring 2000 medarbejdere, som arbejder for at skabe velfærd i et nært samarbejde med alle dem, som indsatsen har betydning for.
Det er derfor, vi kalder Lejre Kommune for Vores Sted.
I Lejre Kommune er der røgfri arbejdstid.
I Lejre Kommune indhenter vi straffeattester og børneattester til en række stillinger. Vær derfor opmærksom på, at du kan blive bedt om at give tilladelse til indhentning af disse, i de stillinger hvor det er relevant.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Lejre Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Lejre Kommune, Møllebjergvej, 4330 Hvalsø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 26-05-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/48017b3d-aa93-4a34-a0a9-b72d80c40dfc