Sent på aftenen kl. 23.25 blev flere politipatruljer sendt til byfesten i Hvalsø efter en anmeldelse om et voldeligt optrin på Søvej tæt ved festteltet. Da politiet ankom, var de fleste personer stukket af fra stedet.
To unge mænd på 17 og 18 år fra Kirke Hyllinge anmeldte, at de var blevet udsat for vold af en gruppe unge. Gruppen havde først skubbet til de to unge mænd, hvorefter de blev slået og sparket. Efter volden stak gruppen af.
Politiet afhørte flere vidner på stedet, og de to unge mænd blev vejledt om at søge skadestue, da deres skader ikke blev skønnet alvorlige. Patruljerne ledte efter mulige mistænkte, men fandt dem ikke.
Senere, kl. 01.55, blev der meldt om uro og dårlig stemning ved Hvalsø Station. Politiet talte med flere unge, som var spirituspåvirkede og opfarende, og blev på stedet indtil der var ro.
Sagen om vold efterforskes nu for at finde de ansvarlige voldsmænd. Vidner, som endnu ikke har talt med politiet, opfordres til at ringe til politiet på tlf. 114.