Hvalsø er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Kirsebærvej, Viskinge, SvebølleIndbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Ingridsvej, Ejby, Kirke-HyllingeIndbrud i fritids-/sommerhus:
Vibeengen, Klint, Nykøbing Sj.Indbrud i skole og institutioner mv.:
Sports Alle, HolbækTyveri fra køretøjer:
Vestergade, Herrestrup, Grevinge (2 anmeldelser)Fluebæksvej, Benløse, Ringsted
Høtoftevej, Kværkeby, Ringsted
H/F Virkelyst, Fuchsiavej, Ringsted
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 07.41 fik politiet en anmeldelse om, at to biler var stødt sammen i det østgående spor omkring afkørsel 12 Roskilde S/Køgevej.Det viste sig, at de to involverede parter begge var kørt i østlig retning med ca. 100 km/t i vognbanen længst til højre og med 24-årig mand fra Asnæs forrest i sin personbil.
Bagved kørte en 26-årig kvinde fra Jyderup i sin personbil, men hun opdagede for sent, at de forankørende bremsede. Hun påkørte derfor bagenden af den 24-åriges bil, så begge biler fik mindre skader. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, som politiet registrerede omstændighederne ved.
Hærværk mod kommunale biler – Holbækvej, Kalundborg
Kl. 07.59 rykkede en patrulje ud til en parkeringsplads ved Kalundborg Kommunes rådhus, idet mange kommunale køretøjer var blevet udsat for hærværk.Politiet kunne efterfølgende konstatere, at i alt 18 kommunale biler var blevet udsat for hærværk i form af rudeknusning, et ødelagt sidespejl samt punktering af i alt 44 dæk med en skarp genstand.
Det omfattende hærværk var blevet begået i den forgangne weekend i tidsrummet fra lørdag aften og frem til søndag aften, hvor en vagt havde opdaget hærværket.
Politiet undersøgte bilerne for eventuelle spor, der kunne føre til identifikation af en eller flere personer, der måske kan mistænkes for at være ansvarlig herfor.
Politiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt på parkeringspladsen ved rådhuset i løbet af aftenen og natten mellem lørdag og søndag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Vold – Lejrevej, Lejre – Lejre
Kl. 09.57 fik politiet en anmeldelse om, at tre personer var i slagsmål ude foran et supermarked.Politiet kørte til stedet og fik kontakt til de tre personer, som blev kategoriseret som en forurettet, en mistænkt og et vidne, der havde adskilt de stridende parter. De stridende parter havde begge mindre, overfladiske skrammer som følge af slagsmålet.
En 28-årig mand fra Hvalsø havde sammen med vidnet befundet sig på togstationen, hvor der havde været en verbal strid med den senere mistænkte, uden at der var sket yderligere.
Herefter var den 28-årige sammen med vidnet gået i retning mod et nærliggende supermarked, og undervejs var den 28-årige blevet ramt af formentlig en sten, som var blevet kastet og havde ramt ham i hovedet. Kort herefter var manden, som den 28-årige og vidnet havde haft den verbale strid med, kommet hen til dem, hvorefter et slagsmål var startet. Vidnet havde lagt sig imellem den 28-årige og den mistænkte, så der var ro ved politiets ankomst.
Politiet foretog en kortvarig anholdelse af den mistænkte, som var en 31-årig mand fra Lejre. Han blev sigtet for vold mod den 28-årige og afhørt til sagen, inden han blev løsladt. Den 31-årige vil nu høre nærmere fra politiet og anklagemyndigheden, når sagen skal afgøres.
Glatføreuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde – Lejre
Kl. 10.13 havde en 22-årig mand fra Hinnerup foretaget en lettere opbremsning i den varebil, som han førte ad motorvejen i østgående retning ved afkørsel 15 Gevninge. Han havde opdaget sne på kørebanen og ville derfor nedsætte sin hastighed ved en opbremsning, men mistede herunder kontrollen over varebilen. Dens bagende skred ud, og varebilen snurrede efterfølgende rundt et par gange, inden den ramte autoværnet og standsede.Den 22-årige fører og en passager i varebilen slap begge uskadte fra uheldet, som dog medførte afspærring af en vognbane og tilkørselsbanen ved 15 Gevninge under oprydningsarbejdet frem til kl. ca. 12.30.
En 47-årig kvinde fra Skibby havde observeret den forulykkede varebil og standsede i sin personbil i nødsporet, da hun ville være behjælpelig. Da hun åbnede førerdøren for at stige ud, blev døren påkørt af en bagfra kommende personbil ført af en 24-årig mand fra Holbæk. Han havde forinden bremset lidt på grund af sne på kørebanen, så hastigheden var lav ved påkørslen af førerdøren i den 47-åriges bil. Også disse to parter slap uskadte fra sammenstødet med hinanden.
Falsk bankmand hævede penge – Roskilde
Kl. 11.25 anmeldte en 81-årig kvinde fra Roskilde, at hun tirsdag den 25/1-2022 sidst på formiddagen først var blevet ringet op af en fremmed mand, der havde præsenteret sig som en medarbejder i en navngiven bank.Han oplyste, at der havde været indbrud på den 81-åriges bankkonto, hvorfor hun skulle oplyse PIN-koden til sit betalingskort, som et bud straks ville afhente. Kort efter henvendte en mand sig hos den 81-årige, der udleverede betalingskortet, som efterfølgende var blevet misbrugt til hævning af kontanter og varekøb for knap 10.000 kr.
Buddet, der afhentede betalingskortet, blev beskrevet som: mand, lys i huden, 23-27 år, ca. 180 cm høj, almindelig af bygning, sort kort hår, dansktalende, iført sort/rød bluse og sorte bukser.
Politiet optog rapport om bedrageri over for den 81-årige i lighed med lignende anmeldelser, hvor en falsk bankmand får narret personer til at udlevere deres betalingskort, som efterfølgende bliver misbrugt primært til kontanthævninger.
Efter formiddagens anmeldelse kontaktede den 81-årige i løbet af eftermiddagen igen politiet, fordi den samme, falske bankmand nu igen havde kontaktet hende. Den 81-årige anede nu uråd og bad om mandens navn og telefonnummer, så hun kunne lave et kontrolopkald til ham. Opkaldet fra den falske bankmand blev herefter straks afbrudt, da han formentlig følte sig afsløret.
Truende mand ved rådhuset – Nyvej, Højby Sj. – Odsherred
Kl. 12.58 slog en vagt alarm til politiet, idet en mand befandt sig uden for rådhuset, hvor manden havde fremstået truende og svinget med en kraftig kædelås over hovedet. Endvidere havde han spyttet på selve rådhusbygningen, ligesom han havde ytret, at han næste gang ville tage et skydevåben med, inden han forlod området ved rådhuset.Politiet hastede til området for at lede efter manden, hvis identitet var kendt af kommunens ansatte. Der var tale om en 45-årig mand fra den nordlige del af Odsherred kommune, som blev truffet og anholdt kl. 13.10 på Højby togstation.
På grund af adfærden vurderede politiet, at den 45-årige kunne mistænkes og sigtes for trusler mod personer i offentlig tjeneste.
I forbindelse med undersøgelse af den 45-åriges personlige forhold fik politiet klarlagt, at han tidligere var straffet for tilsvarende kriminalitet, således at han kunne få aktiveret den tidligere dom efter bestemmelse fra Kriminalforsorgen og en overlæge på en psykiatrisk afdeling. Beslutningen blev, at den 45-årige skulle genindlægges til fornøden behandling straks, således at han senere vil blive stillet strafferetligt til regnskab for dagens trusler ved rådhuset.
Narkokørsel uden førerret – bil beslaglagt – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
Kl. 13.05 standsede færdselspolitiet en personbil, der blev ført af en 33-årig mand fra Karise ad motorvejen i nordlig retning.Den 33-årige havde ikke noget kørekort og blev ved en rutinemæssig narkometertest mistænkt for at være påvirket af cannabis under kørslen. Han blev derfor sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Politiet kunne endvidere konstatere, at det nu var femte gang siden 2020, at den 33-årige blev afsløret i at være fører af et køretøj uden at have et kørekort. Hans personbil blev derfor beslaglagt med henblik på senere konfiskation, hvilket den 33-årige protesterede imod. Derfor skal en dommer nu kigge nærmere på grundlaget herfor, og han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 13.54 var en 21-årig kvinde fra Køge kørt ad motorvejen i østlig retning, da det begyndte at regne kraftigt. En forankørende bilist aktiverede sit bremselys og begyndte at slingre, så den 21-årige bremsede kraftigt op og mistede herved kontrollen over sin bil, så hun påkørte autoværnet i midterrabatten.Hun slap uskadt fra uheldet, og uheldsstedet var i forbindelse med oprydningsarbejdet afspærret med en skiltevogn. Ingen øvrige trafikanter blev direkte involveret i uheldet.
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 15.06 mistænkes en 54-årig mand fra Holbæk som fører af en varebil i vestlig retning ad motorvejen omkring afkørsel 12 Roskilde S/Køgevej at have fået et ildebefindende under kørslen.Det medførte, at den 54-årige strejfede bagenden af en forankørende varebil, inden han trak mod venstre og til sidst over en længere strækning kørte på langs af midterautoværnet, inden han standsede. Den 54-årige var ikke kommet til skade ved uheldet, men han blev i en tilkaldt ambulance bragt til kontrol på skadestuen i Holbæk.
Motorvejen blev åbnet kl. ca. 15.50 efter afsluttet oprydningsarbejdet efter uheldet.
Afmeldte nummerplader på bil gav anledning til utallige sigtelser – Gymnasievej, Køge
Kl. 15.57 ønskede en patrulje at kontrollere en personbil nærmere, idet de nummerplader, bilen var forsynet med, var anført som afmeldte og derfor ikke burde sidde på et køretøj.Bag rattet i personbilen sad en 20-årig mand fra Ishøj, som i forvejen var frakendt kørekortet. Endvidere mistænkte politiet ham for at være påvirket af narkotika under kørslen, så den 20-årige blev sigtet for disse overtrædelser af færdselsloven og anholdt med henblik på senere udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Ved ransagning af bilen fandt politiet en enhåndsbetjent springkniv, to kanonslag samt et bat, ligesom den 20-årige i forbindelse med visitationen blev fundet i besiddelse af godt et gram hash samt et firecifret kontantbeløb.
Springkniven, battet, det ulovlige fyrværkeri og hashen blev i forbindelse med sigtelserne beslaglagt som bevis i sagerne, og pengene beslaglagde politiet som afdrag på en betydelig gæld til det offentlige.
Endvidere kunne politiet konstatere, at den 20-årige inden for de sidste par år havde flere sigtelser for kørsel uden kørekort, så grundlaget for beslaglæggelse af hans personbil var til stede. Bilen havde den 20-årige købt for nylig for et mindre beløb, men gav dog sin tilladelse til beslaglæggelsen.
Den sidste sigtelse mod den 20-årige kom til at omhandle overtrædelse af straffeloven for trusler mod politipersonalet, der blev truet med diverse ulykker, når den 20-årige blev løsladt, hvilket skete først på aftenen efter afhøring til de mange sager og udtagelsen af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Utryghedsskabende ung mand – J. H. Petersens Alle, Kalundborg
Kl. 18.35 fik politiet en anmeldelse om, at en ung mand i helt mørkt tøj og med en pistollignende genstand gik på vejen omkring gymnasiet og i retning mod svømmehallen.Politiet kørte til området og fik kontakt til en 12-årig dreng fra Kalundborg, som var i besiddelse af en hardballpistol, som politiet beslaglagde, da han ikke lovligt kunne være i besiddelse af den.
Den 12-årige blev efterfølgende kørt hjem til sine forældre, som dermed blev underrettet om sønnens uhensigtsmæssige færden med hardballpistolen i det offentlige rum. Forældrene blev endvidere gjort bekendt med, at politiet ville udfærdige en socialrapport om sagen, så også de sociale myndigheder blev underrettet.
Baggrunden herfor var en efterfølgende anmeldelse fra en basketballtræner, der tidligere havde påtalt, at den 12-årige forstyrrede træningen i hallen. Den 12-årige havde herefter fremvist hardballpistolen over for træneren, inden den 12-årige blev bortvist og forlod hallen.
Drengen er under den kriminelle lavalder på 15 år og kan derfor ikke sigtes for overtrædelse af lovgivningen.
Mand med økse slår mod vinduer – Roskilde
Kl. 19.42 fik politiet den første anmeldelse fra Lindegårdsparken, Roskilde, om, at en mand havde slået flere gange mod en rude med en økse, men uden at ruden var gået i stykker.En hundepatrulje kørte til området og kunne konstatere, at manden var flygtet til fods ad en sti i retning mod Boserupvej.
Den mistænkte var en ca. 180 cm høj mand iført mørkt tøj og hvidt fodtøj samt medbringende en økse. Han blev ikke fundet ved søgning i området med både politihunde og politipatruljer.
Kl. 23.49 anmeldte personalet fra en døgnåben kiosk ved Stationscentret, Roskilde, at en mand med en økse netop havde knust en rude til forretningen. Manden var efterfølgende gået i retning mod Hersegade.
En ny eftersøgning efter denne mistænkte, der også blev beskrevet som 180-190 cm høj og medbringende en økse, gav i første omgang ikke noget resultat.
Politiet efterforsker nu de to anmeldelser for bl.a. at få klarlagt, om der kan være tale om samme mand, og om personalet i kiosken kunne have en mistanke om nogen, der kunne have et motiv til rudeknusningen.
Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket en mand gå rundt med en økse i de to anførte områder forud for anmeldelserne. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.
Spiritusbilist taget for 15. gang uden kørekort – Kalundborgvej, Snertinge – Kalundborg
Kl. 20.40 stoppede en patrulje en 44-årig kvinde fra Kalundborg, som de kendte fra adskillige tidligere sager om spirituskørsel. Hun kørte i bil ad Kalundborgvej i Snertinge, da hun blev blinket ind til siden af politiet. Kvinden blæste også ved dagens kontrol alkometeret op over det tilladte, så hun blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.I 2018 fik kvinden en dom for spirituskørsel med en promille på over 2,0, hvor hun kørte galt. Hun blev i den forbindelse frakendt kørekortet i fem år. Så hun blev ved dagens kontrol derfor også sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Efter at have afgivet en blodprøve, blev den 44-årige løsladt.
Bilen var en kvinden havde lånt, så ejeren blev sigtet for at låne sin bil ud til en person uden gyldigt kørekort. Det var 15. gang den 44-årige blev sigtet for at køre uden kørekort, og da hun gentagne gange havde kørt i samme lånte bil, kunne politiet beslaglægge bilen med henblik på konfiskation. Bilens ejer blev orienteret om, at politiet tog hendes bil, hvilket hun accepterede.
Den 44-årige kan forvente at høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer. Sagen vil bliver afgjort ved et senere retsmøde, hvor der også vil blive taget stilling til, om bilen kan endeligt konfiskeres.
Kraftigt påvirket bilist kørte galt – Favrbovej, Føllenslev – Kalundborg
Kl. 21.52 skete et solouheld på Favrbovej i Føllenslev, da en bilist mistede herredømmet over bilen og kørte ud på en mark, hvor bilen trillede rundt. Bilisten, en 41-årig mand fra lokalområdet, kom ikke noget alvorligt til, men havde svært ved at komme ud af bilen, der var ødelagt.Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 41-årige mand blev hjulpet ud af bilen. Han var påvirket af spiritus, og en test med alkometeret viste en promille på over 2,0. Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han havde desuden fået sit kørekort inddraget i en tidligere sag om spirituskørsel, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret.
Den 41-årige blev kørt til sygehuset til tjek, men han havde ikke pådraget sig nogen alvorlige skader. Politiet optog rapport om uheldet. Han kan forvente at høre mere i sin sag, når resultatet af blodprøveanalysen kommer.
Spirituskørsel – Nørregade, Ringsted
Kl. 00.20 anholdt og sigtede politiet en 30-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.Brand i bil – Ringvejen, Køge
Kl. 01.10 rykkede politiet og brandvæsnet ud til en brændende bil, der ifølge et vidne var efterladt på Ringvejen ved krydset Blegdammen / Ringstedvej.En yngre mand havde stoppet sin kørsel og kigget nærmere på motorrummet, inden han ifølge et vidne var forsvundet i sydlig retning ad Ringvejen.
Brandvæsnet fik slukket branden, der var i bilens motorrum og nok kunne være opstået ved en eller anden form for teknisk fejl eller selvantændelse under kørslen.
Politiet undersøger dog sagen nærmere i et forsøg på også få klarlagt, hvem der havde været fører af køretøjet umiddelbart inden, at bilen ifølge vidnet brød i brand.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 06.36 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld i det sydgående spor, hvor flere køretøjer var impliceret.Det viste sig, at ingen af i alt tre parter var kommet til skade ved uheldet, der skete, da en 33-årig mand fra Ballerup i forbindelse med en overhaling mistede kontrollen over sin personbil på grund af glat føre.
Han ramte midterautoværnet og standsede med sin bil i overhalingssporet. Dette stop bevirkede, at en bilist måtte foretage en undvigemanøvre, så der skete et sammenstød med en tredje bilist.
Der opstod ringe materiel skade på de implicerede bilister og autoværnet, og oprydningsarbejdet var afsluttet kort før kl. 08.00.
Politiet registrerede blot parterne og omstændighederne ved uheldet.