Nyt fra Hvalsø i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Hvalsø er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Asnæs Centret, Asnæs

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Bellisvej, Holbæk
Thorsvænge, Rødvig Stevns

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Hjertegræsvej, Bjerge Strand, Store-Fuglede
Sleipnersvej, Nykøbing Sj.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Campusbuen, Køge

Tyveri fra køretøjer:

Knudskovparken, Holbæk (forsøg)
Tjurgården, Greve
Benløseparken, Benløse, Ringsted
Køgevej, Roskilde


Spirituskørsel – Høve Stræde, Høve, Asnæs – Odsherred

Kl. 11.33 sigtede politiet fra nærpolitienheden i Asnæs en 45-årig kvinde fra Nykøbing Sj. for spirituskørsel i en personbil, som hun førte ad Høve Stræde i Høve.

Hun fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og kan nu afvente resultatet fra analyseerklæringen, før hun hører nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.

Butikstyveri – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 12.56 modtog politiet en anmeldelse fra personalet i en materialistforretning om, at en mand var tilbageholdt som mistænkt for at stjæle varer fra forretningen.

Politiet fik på stedet kontakt til en 35-årig mand fra Jylland, der som kunde i forretningen havde puttet nogle parfumer til en samlet værdi på mere end 3.100 kr. i sine lommer. Da han forlod forretningen uden at betale, blev varealarmerne aktiveret og tyveriet dermed opdaget.

Den 35-årige blev kortvarigt anholdt i forbindelse med sigtelsen for butikstyveri, men løsladt efter afhøringen til sagen. Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.

Mulig arbejdsulykke – Nørre Alle, Kalundborg

Kl. 13.04 rykkede politiet ud for at undersøge omstændighederne nærmere, efter at en mand var kommet til skade i forbindelse med sit arbejde ved et supermarked.

Det viste sig, at en 52-årig mand fra Hørve havde været i færd med at smide affald ud, da han fik overbalance og faldt ned mellem nogle containere, så han slog hovedet.

Den tilskadekomne blev i en ambulance bragt til skadestuen til behandling for sin lettere tilskadekomst, men politiet underrettet Arbejdstilsynet om ulykken.

Politiet foretager ud fra en konkret vurdering af de faktiske omstændigheder og tilskadekomstens omfang ikke yderligere i sagen.

Tre butikstyverier i samme supermarked – Stationscentret, Roskilde

Inden for omtrent halvanden time måtte politiet sigte i alt tre forskellige personer for butikstyveri i samme supermarked i Stationscentret i Roskilde.

Kl. 14.01 kunne en 16-årig dreng fra Kirke-Hyllinge mistænkes for at have stjålet slik til en værdi af 26 kr., efter at han havde forladt supermarkedet uden at betale for slikket. Hans værge ankom til stedet og overværede afhøringen af ham.

Kl. 14.53 kunne en 16-årig dreng fra Roskilde mistænkes for et butikstyveri, idet han havde taget en energidrik og en energibar med ud af supermarkedet uden at betale herfor.

Anmeldelse om den sidste sag indløb, mens politiet opholdt sig i supermarkedet, efter at personalet forsøgte at tilbageholde en mand som mistænkt for butikstyveri.

Det viste sig, at en 38-årig mand fra Charlottenlund blev tilbageholdt efter at have forladt supermarkedet med kosmetiske produkter og tøj til en samlet værdi af ca. 1.400 kr. Politiet fandt ham tillige i besiddelse af en foldekniv, som han bar uden noget anerkendelsesværdigt formål, så den 38-årige blev sigtet for både butikstyveri og overtrædelse af knivloven.

Alle tre sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres, og de sociale myndigheder i de to 16-åriges hjemkommune vil tillige blive underrettet om sagerne mod dem.

To hurtige bilister – Blakledsvej, Vester Såby, Hvalsø – Lejre

Færdselspolitiet afslørede inden for ca. 40 minutter to bilister i at køre så hurtigt ad Blakledsvej, Vester Såby, at de næsten kunne betegnes som vanvidsbilister på en vejstrækning, der ifølge skiltningen er beliggende i tættere bebygget område og derfor med højst tilladte hastighed på 50 km/t.

Kl. 16.05 blev en 42-årig mand fra Kirke-Hyllinge som fører af en personbil målt til at køre med mindst 94 km/t i sydlig retning, så han kan nu efter sigtelsen for hastighedsovertrædelsen forvente en bøde på 5.400 kr., et pligtigt bidrag til Offerfonden på 500 kr. samt en påstand om betinget frakendelse af kørekortet.

Kl. 16.45 blev en 27-årig mand fra Kroatien målt til at køre med mindst 95 km/t i sin kroatiske bil også i sydlig retning, så han måtte straks som udlænding betale bøden på 5.900 kr. til politiet, før han kunne få lov til at køre videre i sin udenlandske bil.

Den første bilist kan nu i nærmeste fremtid forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Færdselsuheld – Stejlhøj, Kalundborg

Kl. 16.49 var to bilister stødt sammen i et trebenet vejkryds på Stejlhøj i Kalundborg, men ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet.

Det viste sig, at en 32-årig mand fra Kalundborg som fører af en personbil var kørt ad Stejlhøj mod øst og fortsat frem over vigelinjen i krydset, så han påkørte venstre forskærm på en anden personbil, som en 51-årig kvinde fra Roskilde førte ad Stejlhøj i nordlig retning.

Der skete mindre materielle skader på de to biler, og politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.

Falske bankmedarbejdere på spil – Køge / Karlslunde (Greve)

Torsdag eftermiddag og aften fik politiet anmeldelser fra to kvinder i hhv. Køge og Karlslunde om falske bankmedarbejdere, der havde kontaktet dem i anledning af påståede, mistænkelige transaktioner på kvindernes bankkonti.

En 81-årig kvinde fra Køge var kl. ca. 12.00 blevet kontaktet telefonisk af en mand, der var bekymret for en overførsel af et beløb fra en udenlandsk konto til den 81-åriges bankkonto. Samtalen var herefter blevet overtaget en kvinde, der fik den 81-årige overbevist om, at hun skulle udlevere sit dankort med tilhørende kode til en ”bankmedarbejder”, der ville komme forbi hendes bopæl.
Lidt senere dukkede en ung mand op og fik udleveret dankortet med koden, hvorefter den 81-årige lidt senere anede uråd og kontaktede et familiemedlem.

Inden dankortet nåede at blive spærret, kunne den 81-åriges bank oplyse, at der allerede uberettiget var blevet hævet 10.000 kr.

Den falske bankmedarbejder, der afhentede dankortet, blev af den 81-årige beskrevet som en ung mand, lys i huden, 175-170 cm høj, spinkel af bygning, kort sort hår og iført cowboybukser og en grå bluse.

Den anden anmeldelse indløb kl. 19.41 fra en 76-årig kvinde fra Karlslunde, som var blevet ringet op kl. ca. 18.00 af en mand, der havde præsenteret sig som medarbejder i Nets.

Årsagen til hans henvendelse var forsøg på køb af en rejse, der skulle betales ved at hæve et beløb på den 76-åriges bankkonto. For at stoppe det mistænkelig køb skulle den 76-årige have spærret sit dankort, som i den anledning skulle udleveres til en mand, der ville afhente det hos den 76-årige.

En mand dukkede hos den 76-årige, der udleverede dankort til den fremmede mand, mens den falske Nets-medarbejder stadig var i telefonen. Han forsøgte at overbevise den 76-årige om, at PIN-koden til dankortet også skulle udleveres, hvilket hun nægtede.

Den falske Nets-mand i telefonen blev ophidset herover og afbrød samtalen, så den 76-årige kunne ved spærringen af sit dankort blive beroliget med, at der ikke var foretaget uberettigede transaktioner med hendes dankort.

Den mand, der afhentede dankortet, blev af den 76-årige beskrevet som en mand, mellemøstlig af udseende, 25-30 år, 185-195 cm høj, alminelig af bygning, sort hår og sorte skægstubbe. Han var iført mørk striktrøje, hvid T-shirt og khaki-farvede bukser.

Politiet har i begge tilfælde aflagt de to kvinder et besøg, så de grundigt kunne blive afhørt til anmeldelserne om bedrageri eller forsøg herpå over for dem hver især.

Oplysningerne i anmeldelserne indgår nu i efterforskningen af andre tilsvarende sager med samme fremgangsmåde fra de falske bankmedarbejderes side.

Politiets meget generelle råd er at søge den pågældendes navn og arbejdsplads oplyst ved uventede telefonopkald, hvorefter forbindelsen afbrydes, så et kontrolopkald via arbejdspladsens hovedtelefonnummer kan gennemføres. Et svindelopkald vil på denne måde blive opdaget.

Desuden har ingen pengeinstitutter fremgangsmåden med at afhente dankort hos indehaverne i forbindelse med udskiftning i tilfælde af mistanke om svindel.

Narkokørsel uden førerret – Slagelsevej, Kalundborg

Kl. 18.10 blev en 26-årig mand uden fast bopæl sigtet for både narkokørsel og kørsel uden førerret i en varebil ad Slagelsevej i Kalundborg.

Han havde ikke nogen førerret, da kørekortet ikke var blevet generhvervet efter udløbet af en tidligere frakendelse.

Den 26-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Kong Valdermars Vej / Algade, Roskilde

Kl. 19.17 fik politiet en anmeldelse om, at føreren af en varebil havde påkørt en lyssignalstander i krydset Algade – Kong Valdemars Vej, og at føreren af varebilen var kørt lidt videre ad Kong Valdemars Vej.

Politiet fik kort fra uheldsstedet kontakt til en 34-årig mand fra Ølsted, som med sin varebil var standset på Kong Valdemars Vej og holdt tilbage af vidner til uheldet.

Den 34-årige deltog i en alkometertest, der indikerede, at han var mere påvirket af alkohol end tilladt, så han blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel.

Uheldet var sket, efter at den 34-årige var kørt ad Algade i østlig retning frem til lyskrydset, hvor lyssignalstander blev påkørt i forbindelse med svingning til venstre ad Kong Valdemars Vej. Efter påkørslen af lyssignalstander havde den 34-årige fået varebilen fri og var efterfølgende kørt nogle få meter ad Kong Valdemars Vej, før han standsede.

Politiet løslod den 34-årige efter blodprøveudtagelsen, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger. Ingen kom til skade ved uheldet, som kun involverede den 34-årige og hans varebil.

Narkokørsel m.v. – Køge Bugt Motorvejen, Solrød

Kl. 20.11 bemærkede færdselspolitiet en personbil køre ad Køge Bugt Motorvejen i nordlig retning, uden at bilens baglygter var tændte til trods for, at lygtetændingstiden var indtrådt.

Under den fortsatte kørsel foretog bilisten endvidere et vognbaneskift uden at give tegn hertil, og ved en nærmere kontrol af bilens nummerplader viste det sig, at der ikke var tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring for køretøjet.

Færdselspolitiet standsede derfor personbilen, hvor en 27-årig mand fra Jerslev Sj. sad bag rattet. Han blev sigtet for de forskellige overtrædelser af færdselsloven og deltog efterfølgende i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af kokain under kørslen i bilen.

Den 27-årig blev således anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel, men løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Når analyseerklæringen foreligger, kan han forvente at høre nærmere fra politiet.

Narkokørsel uden førerret – bil beslaglagt – Rådhusvej, Asnæs – Odsherred

Kl. 00.48 standsede politiet en varebil til rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet, da varebilen blev ført ad Rådhusvej i Asnæs.

En 46-årig mand fra Svinninge sad bag rattet, selv om han ikke havde nogen førerret og derfor ikke måtte være fører af varebilen.

Politiet gennemførte en narkometertest sammen med den 46-årige, som efterfølgende kunne mistænkes for at være påvirket af både amfetamin og opiater under kørslen. Han blev derfor anholdt i forbindelse med sigtelser for både narkokørsel og kørsel uden førerret.

Den 46-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, men blev samtidig gjort bekendt med, at politiet beslaglagde hans varebil med henblik på senere konfiskation.

Politiet kunne ved nærmere undersøgelse af hans personlige forhold konstatere, at nattens kørsel var fjerde gang inden for de seneste tre år, at den 46-årige blev afsløret i at sidde bag rattet uden at have førerret til det køretøj, han var fører af.

Den 46-årige var ikke indforstået med beslaglæggelsen af varebilen, og spørgsmålet herom skal nu forelægges en dommer, der skal tage stilling til politiets grundlag herfor, når nogen er blevet afsløret i at køre bil tre gange eller flere uden at have førerret inden for de seneste tre år.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi