Midt- og Vestsjællands Politi: Nyt fra Hvalsø - fredag den 29. maj

dato

Hvalsø er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Gl. Ringstedvej, Holbæk

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Ingen

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen


Arbejdsulykke – Dyssegårdsvej, Balstrup, Ringsted

Kl. 07.54 blev en ambulance tilkaldt til en arbejdsplads, idet en mand var kommet til skade. Det viste sig, at en 47-årig mand havde fået sin fod i klemme i forbindelse med aflæsning af togskinner fra en lastbil, hvor en 61-årig mand fra Juelsminde var kranfører. Den 47-årige havde sikkerhedssko på, så han kunne trods alt få trukket sin fod fri, men faldt i den forbindelse ned fra lastbilens lad. Med en meget hævet fod bragte den tilkaldte ambulance ham til skadestuen i Slagelsen til undersøgelse og fornøden behandling. Arbejdstilsynet kom til arbejdspladsen for at foretage nærmere undersøgelse af omstændighederne, så det kan klarlægges, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Spirituskørsel – Østre Ringvej, Roskilde

Kl. 09.50 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 58-årig mand fra Roskilde for spirituskørsel på en lille 30-knallert ad Østre Ringvej ved Køgevej. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Spirituskørsel – Tunehøj, Tune – Greve

Kl. 09.52 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 58-årig mand fra Tune for spirituskørsel i en varebil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Knallertkørsel til ulempe – Gersager Alle, Greve

Kl. 15.00 fik politiet en anmeldelse om, at en knallert havde kørt rundt i området på stierne mellem Arena-skolen og en SFO, således at kørslen var til ulempe for både elever og lærere. Kørslen skulle have foregået hele dagen med 20-30 minutters mellemrum. Et par patruljer kørte til området, men fandt ikke nogen knallerter i området.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 15.44 fik politiet via alarm 112 melding om et større færdselsuheld med flere bilister impliceret. En ambulance samt skiltevogne var sendt til motorvejen i det vestgående spor efter afkørsel 36 Ringsted N. Det viste sig, at fem bilister var involveret i et såkaldt harmonikasammenstød, og at en af bilerne havde kilet sig fast under midterautoværnet. Motorvejen blev derfor spærret ved afkørsel 36, hvor trafikken blev ledt væk. Ingen personer i de implicerede køretøjer var kommet til skade, der skete, da en 26-årig mand fra Tønder kørte i en varebil mod vest og for sent opdagede, at trafikken foran ham kørte med væsentligt lavere hastighed på grund af kødannelse. Han påkørte derfor en forankørende personbil, og det sammenstød medførte, at yderligere tre andre bilister blev impliceret. Kl. ca. 17.15 var oprydningsarbejdet afsluttet, så motorvejen kunne åbnes for normal trafikafvikling i det vestgående spor.

Kanonslag i grønt område – Lovparken – Køge

Kl. 16.56 fik politiet flere anmeldelser om affyring af kanonslag i Lovparken, hvor 10-15 unge drenge og piger færdedes. Det skulle efter oplysningerne i anmeldelserne være et par drenge, som havde affyret kanonslagene. En patrulje kørte til området og traf en gruppe på otte teenagere af begge køn i alderen 15-18 år fra Køge. Ingen af dem kunne dog mistænkes for den ulovlige brug af fyrværkeri, så politiet foretog blot en præventiv samtale med dem. Ingen af dem blev sigtet for noget.

Narkokørsel – Åsvej, Jersie, Solrød Strand

Kl. 17.36 anholdt og sigtede politiet en 20-årig mand fra Køge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, idet han var mistænkt for at være påvirket af hash under kørslen. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Lov om euforiserende stoffer – Roskilde

Kl. 17.43 fik en 45-årig mand fra Roskilde uventet besøg af politiet på sin bopæl i den vestlige del af Roskilde by, idet politiet mistænkte ham for at være i besiddelse af narkotika. Ved ransagning af hans bopæl med hjælp af narkohunde fandt politiet godt 15 gram amfetamin, der blev beslaglagt som bevis i sagen. Den 45-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Under politiets ophold på stedet ringede en 33-årig mand fra Roskilde på døren. Han stod klar med en pengeseddel i hånden, hvilket politiet tolkede, som om han ville købe narkotika hos den 45-årige. I denne omgang blev der dog ingen handel af nogen slags mellem de to mænd.

Vandscootere i havneområdet – Havnevej, Holbæk

Kl. 17.40 fik politiet et par anmeldelser om flere vandscootere, der sejlede rundt i og uden for den gamle havn, hvor der var badende i vandet. Vandscooterne sejlede rundt med høj fart på vandet. Kl. 17.48 kørte en patrulje til området ved havnen, men politiet kunne konstatere, at sejladsen med vandscootere tilsyneladende var stoppet. Politiet fandt heller ikke nogen vandscootere i området ved kontrollen frem til kl. ca. 18.15.
Her kan du læse mere om reglerne for sejlads med vandscootere i Midt- og Vestsjællands politikreds

Spiritus-/narkokørsel i frakendelsestiden – Høng Landevej, Løve, Høng – Kalundborg

Kl. 18.22 anholdt og sigtede politiet en 22-årig mand uden fast bopæl for kørsel i både spiritus- og narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han var i forvejen frakendt kørekortet, så han blev sigtet for de tre overtrædelser af færdselsloven. Efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer løslod politiet den 22-årige. Han vil høre nærmere fra politiet, når blodprøverne er blevet analyseret.

Tyveri af smykker fra udstilling – Over Bølgen, Greve

Kl. 20.49 anmeldte en 14-årig pige, at hun netop havde set en mand bryde en udstillingsmontre op på torvet i indkøbscentret. Fra montren stjal han smykker, som han lagde i sine lommer, inden han forlod området på en knallert. Politiet kørte til området og fik kontakt til vidner, der kunne give politiet oplysninger om den mistænktes identitet. Han blev derfor forsøgt anholdt på sin bopæl i Ishøj-området, men var dog ikke hjemme. Politiet arbejder nu videre med sagen i et forsøg på at finde frem til den mistænkte med henblik på afhøring til sagen samt forsøg på at finde de stjålne smykker til en opgjort værdi af ca. 3.300 kr.

Færdselsuheld / kørsel uden førerret – Holbæk Have / Kattegatvej, Holbæk

Kl. 20.55 var en personbil forulykket og kørt ind i et træ, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Det viste sig, at en 21-årig mand fra Holbæk, der var passager i bilen, blev bragt på skadestuen til kontrol, men han var sluppet fra uheldet med diverse knubs. Den 41-årige mandlige fører fra Holbæk var også sluppet uskadt fra uheldet, hvor der ikke var andre trafikanter involveret. Han havde i en højrekurve mistet kontrollen over bilen, der så ramte et træ i højre side af vejen. Den 41-årige havde ikke noget kørekort, så han blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven.

Brandundersøgelse – Maglesøvej, Igelsø, Holbæk

Kl. 21.12 måtte naboer til en 80-årig mandlig beboer i et sommerhus tilkalde brandvæsnet, idet der var udbrudt brand med flammer i et rum med både en vandvarmer og en vandmåler. Den 80-årige forsøgte at slukke branden med en pulverslukker og en vandslange, men forgæves. Den 80-årige og en 43-årig datter, der var i bad, da branden opstod, reddede sig selv ud af sommerhuset, som trods brandvæsnets indsats udbrændte. De to blev tilset af personale fra en tilkaldt ambulance og senere kørt til kontrol på skadestuen for eventuel røgforgiftning. Politiet skal nu undersøge årsagen til branden nærmere.

Færdselsuheld – Hvalsøvej, Tingerup, Kirke-Eskilstrup – Holbæk

Kl. 23.31 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en bil havde påkørt en stor sten. Det viste sig, at en 34-årig mand fra Hvalsø var kørt i en personbil ad Hvalsøvej mod øst, da han undveg et rådyr ved at dreje mod højre. Herved mistede han kontrollen over bilen, der i højre side af vejen påkørte en ca. seks ton tung sten. Den blev skubbet fra sin plads og væltede ind i et hegn, som blev ødelagt. Den 34-årige slap uskadt fra uheldet, hvor der ikke var andre trafikanter involveret.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi